Sædskifte

I en køkkenhave er det vigtigt, at der ikke er afgrøder fra samme familie på samme plads år efter år. Det er først og fremmest for at undgå jordbundne plantesygdomme og skadedyr som f.eks. kålbrok og nematoder, men også for at få en forskellig udnyttelse og påvirkning af jorden.
For at undgå sygdomme skal der helst gå 6-8 år mellem, at der er kål på samme stykke jord, mens det for mange af de andre plantefamilier er nok med 4 år.
De forskellige planter vil også påvirke jorden på forskellig måde. Nogle grønsager som kål bruger store mængder kvælstof, men andre kan bidrage med kvælstof som ærter og bønner. Tilgengæld har kål et dybt rodsystem, som kan hente næringsstoffer fra dybere jordlag. Den store rodmasse betyder også at kål efterlader mere organisk materiale i jorden i forhold til f.eks. gulerødder. Sådan påvirker afgrøderne jorden forskelligt.
Hvis man dyrker i bede, er det let at få flyttet rundt på grønsagerne fra år til år. Man kan enten, hvert år notere ned, hvor man har grønsagerne og så sørger for at få flyttet afgrøderne rundt mellem bedene år efter år. Eller man kan have et fast sædskifte.

Før man kan lave et sædskifte, må man beslutte hvilke grønsager, man har lyst til at dyrke. Hvis man vil dyrke kål må man have et sædskifte, hvor der er går 6- 8 år før der er kål på samme plads.
Vil man gerne dyrke mange kartofler, kan man have to gange kartofler i et 8 års sædskifte.
Vil man gerne have jordbær med i sædskiftet, må man sørge for at indpasse det i sædskiftet, man kan f.eks. udplante jordbær efter de tidlige kartofler.
Hvis man ønsker at kalke køkkenhaven, skal det ske før kål og så langt fra kartofler som muligt. For at hæmme kålbrok, der trives dårligt ved høj pH og ligeledes hæmme kartoffelskurv, der omvendt hæmmes ved lavt pH.
Man skal også sørge for at tage hensyn til mykorrhiza, sådan at porre, løg, gulerod og selleri ikke kommer efter planter fra korsblomst- og amarantfamilien. Eller man må sørge for at planterne fra de familier, der ikke har symbiose med mykorrhiza, er i blandingskultur med nogle der har. Man kan f.eks. have kål sammen med ærter.
Endelig er det en god ide at lade næringskrævende grønsager som porre, selleri og kål komme efter eller gro sammen med kvælstoffikserende afgrøder.

Plantefamilier i køkkenhaven:

Amaranthfamilien: Rødbede, bladbede, spinat, mælde, amaranth.

Græsfamilien: Majs, havre og rug.

Græskarfamilien: Agurk, græskar, squash, melon.

Korsblomstfamilien: Hvidkål, rødkål, spidskål, rosenkål, broccoli, blomkål, grønkål, kinakål, kålrabi, radiser, ræddike, majroe, knudekål, raps, rybs, olieræddike, rucola.

Kurvblomstfamilien: Salat, jordskokker, havrerod, skorzonerrod.

Løgfamilien: Kepaløg, hvidløg, pibeløg, salatløg, skalotteløg og porre.

Natskyggefamilien: Kartoffel, tomat, peber, chili, aubegine, tomatillo.

Skærmplantefamilien: Gulerod, pastinak, persillerod, bladselleri, knoldselleri, fennikel, dild, persille, koriander.

Ærteblomstfamilien: Ærter, bønner, hestebønner, sojabønne, kløverarter.

Har du ikke mod på selv at lave et sædskifte, kan du bruge et af følgende forslag.

Fireårigt sædskifte:

1) Kartofler
2) Ærter, bønner
3) Gulerod/løg, Porre/selleri
4) Rødbede/salat

Selvom grønsagerne følges ad i sædskiftet, behøver de ikke være i samme bed. Ærter og bønner trives ikke så godt sammen, og porre og selleri skal have mere gødning end løg og gulerødder. Derfor ville sædskiftet passe godt til 8 bede.

Otteårigt sædskifte med mange kartofler:

1) Tidlige kartofler efterfulgt af honningurt.
2) Bønner efterfulgt af hvidløg, der kan evt. sås radiser eller rukola først.
3) Porre, selleri, hvidløg.
4) Rødbeder/salat/ bladbeder.
5) Kartofler
6) Kål/ærter.
7) Gulerødder/løg, persille.
8) Squash, majs, der kan evt. sås spinat først.

Otteårigt sædskifte med jordbær:

1) Tidlige kartofler efterfulgt af jordbær, i oktober udplantes hvidløg.
2) 1. års jordbær + hvidløg mellem rækkerne.
3) 2. års jordbær, efterfulgt af honningurt.
4) Stangbønner sammen med blomsterkarse, der kan evt. sås radiser først
5) Porre/selleri, løg/gulerødder.
6) Rødbeder/salat/bladbeder.
7) Squash, majs, der kan evt. sås spinat først.
8) Kål/ærter.

Blandingskultur og polykultur

Hvis du vælger at dyrke din have med meget blandingskultur eller polykultur behøver du ikke have et fast sædskifte, da mangfoldigheden i sig selv vil gøre det ud for et sædskifte.
Alligevel behøver du jo ikke have grønsagerne på præsis samme plads år efter år, men flytte rundt på dem.