Grøngødning

Grøngødningsplanter er planter, der har specielle egenskaber der kan udnyttes i haven.
Grøngødningsplanter kan være hurtige til at etablere sig og dermed dække jorden så spiring af frøukrudt hindres.
Nogle grøngødningsplanter har evnen til i samarbejde med nogle bakterier at samle frit kvælstof fra atmosfæren til gavn for planterne. Det er oftest de såkaldte bælgplanter, der tilhører ærteblomstfamilien. På disse planter kan man se små bakterieknolde på rødderne, som tegn på at bakterierne er til stede. Disse planter kan udnyttes som kvælstofkilde i køkkenhaven eller ved i såning af f.eks. hvidkløver i græsplænen.
Andre grøngødningsplanter har et dybt og/eller kraftigt rodsystem og derfor evnen til at løsne komprimeret jord. Endelig kan nogle af grøngødningsplanterne bruges til at holde på næringsstofferne i efteråret. Det er særlig relevant på bare bede i køkkenhaven eller andre steder i haven, hvor man først senere ønsker tilplantning af mere vedvarende karakter.
Dertil kommer at mange grøngødningsplanter er smukke at se på og desuden giver pollen og nektar til forskellige insekter.

Hvordan kan de bruges i køkkenhaven
I køkkenhaven kan grøngødningsplanter bruges før man sår eller planter en sen afgrøde, hele sæsonen eller efter høst.
I de bede hvor man først senere skal have squash, bønner eller majs, kan man så spinat, som så enten kan spises eller hakkes om.

Hvis man ønsker at forbedre jordstrukturen og samtidig en tilførelse af kvælstof til jorden, kan man som en del af sædskiftet i køkken haven, hvert år have et bed med grøngødning. Man kan f.eks. så en blanding af honningurt, blodkløver og blå lupin, der også er smuk at se på.
Hvis man har en lerjord der er komprimeret kan det vælges at så olieræddike, der har en god evne til at løsne sammenpresset jord. Det er en god ide at blande den med honningurt og boghvede, der i modsætning til olieræddike spirer hurtig og dækker jorden for ukrudt.

Efter høst af grønsagerne gælder det om at holde på næringsstofferne så de ikke udvaskes. Her er der forskel på sand- og lerjord. Idet næringsstofferne meget lettere udvaskes fra sandjorden.
Har man en sandjord, er det bedst at så nogle efterafgrøder, der overvinter så som stauderug. Foråret efter må man så enten nedgrave den grønne plantemasse, eller høste den for derefter at putte dem i kompostbunken.
Har man derimod en lerjord kan man nøjes med at så en efterafgrøde, der visner ned efter den første frost. Resten af vinteren vil efterafgrøderne ligger som et tyndt lag visent dække, der er lige til at rive til side om foråret. Efterafgrøder til lerjord kan f.eks. være honningurt.

De fleste efterafgrøder skal helst sås i august og senest 1. september, for at nå at få en så stor bladmasse som muligt og dermed optager en væsentlig del af næringen, der så ikke ud/nedvaskes.

Efterafgrøder af korsblomstfamilien som f.eks. vinterrybs og raps er effektive til at optage næring i efteråret. Hvis man imidlertid dyrker kål i køkkenhaven vil grøngødningsplanter af korsblomstfamilien (vinterrybs, raps, olieræddike) øge risikoen for opformering af sædskiftesygdomme der angriber kål f.eks. kålbrok. Det kan derfor ikke anbefales, at man lader en efterafgrøde af korsblomstfamilien indgå i sædskiftet.

De forskellige bælgplanter samarbejder med forskellige kvælstoffikserende bakterier af Rhizobium familien, det er ikke altid at de pågældende bakterier er til stede i køkkenhavejorden. Det gælder f.eks. de bakterier, der samarbejder med lupin. Ved at tage noget jord fra et sted hvor der har vokset lupin, kan man pode den jord man ønsker at så lupin i. For bælgplanter som blodkløver og hvidkløver, vil de tilhørende bakterier som regel være tilstede.

Det kan ikke anbefales at så bælgplanter i renbestand om efteråret, da bælgplanter ved nedbrydning frigiver letomsættelig kvælstof, med risiko for udvaskning til følge.