Ærteblomstfamilien

Ærter:

Ærter stammer fra det østlige Middelhavsområde, Iran og Afghanistan.
Menneskene har kendt og spist ærter i mange tusinde år. I Danmark har man fundet ærter, der kan dateres tilbage til bronzealderen. De ærter man har fundet er tørre ærter, der blev høstet ved modenhed. De umodne ærter vi spiser i dag, mener man vi begyndte at spise omkring 1500-tallet.

Der findes forskellige typer ærter:

Skalært: Ærter der kan sås allerede fra sidst i marts og har hurtig udviklingstid, men spisekvaliteten er ikke helt i top. Bælgene har en hinde så det er selve ærterne der spises.

Marvært: ærter der kan sås fra midt i april, de mest dyrkede ærter. Bælgene har hinder så det er selve ærterne der spises.

Sukkerært: Kan sås fra midt i april. Bælgene har ingen hinde, så ærterne spises med bælg og før ærterne begynder at svulme.

Slikært: Kan sås fra midt i april. Her spise ærterne også med bælg, men her skal bælgene svulme noget før de høstes.

Gråærter: Kan sås fra sidst i marts. Det er ærter der er særlig egnet til tørring. De indeholder mere bitterstof end andre ærter og er derfor ikke så søde. Jeg spiser dem nu også som grønne, da jeg godt kan lide den lidt bitre smag.

Ærter findes i mange højder fra omkring 40 cm og helt op til 300 cm.

Såning: De skal sås dybt 6-10 cm ned i jorden med 10 cm afstand fra 15. april. Det er en god ide at lægge frøene i blød nogle timer før såning. Der går ca. 100 dage fra såning til høst, men det varierer lidt fra sort til sort.

Gødning: Ingen gødning. Kvælstoffikserende.

Pasning: Halvhøje og høje ærter skal støttes af grene, hegn eller net af ståltråd.

Sygdomme og skadedyr:
Fugle: Kan godt lide frøene og især duer spiser også de unge planter. Derfor er det en god ide at beskytte frøene og de unge planter med grene eller net, indtil planter har fået en passende højde, så duerne ikke kan nå toppen.
Ærtevikler: Kendes som orm i ærter. Ærtevikleren er en lille sommerfugl der begynder at lægge æg i begyndelsen af juli. Den bedste forebyggelse er at så en tidlig sort tidligt, så ærterne er udviklede før angreb. Det er også vigtigt med sædskifte, da larverne overvintre i jorden.
Ærtemeldug: En svampesygdom der ses som en hvidlig belægning på planten. Tørke fremmer angreb. Angreb kan derfor forbygges ved at så tidligt, hvor jorden er mere fugtig og vande i tørre perioder.
Høst: marværter skal høstes inden de bliver melede. Sukkerærter skal høstes inden bælgene begynder at svulme. Grønne ærter er gode at fryse, det samme gælder sukker- og slikærter. Gråærter er det bedst at tørre, det sker lettest på planten, hvor man venter med at høste til bælgene er helt tørre. Ærter kan derefter pilles ud og gemmes til vinterforråd.

Ernæring: vitaminer især C og K. Desuden jern, protein og fibre.

Bønner:

Har været dyrket i Sydamerika i omkring 9000 år. Kom til Danmark i ca. 1650.
Der findes buskbønner og stangbønner, der kan fås med gule (voks), grønne og blå bælge.
Såning: Fra 15 maj til omkring 1.juli, i varmt og tørt vejr. Afstand 10 x 40 cm.
Pasning: Stangbønner skal opbindes.
Sygdomme: Bønne- og lupinflue kan være et problem, ved angreb må man så om eller i stedet udplante forspirede planter.
Høst: Høstes mens de er små eller efter behag. Kan fryses efter blanchering.
Ernæring: Vitaminer især C og K. Jern. Proteiner og kostfibre.

Hestebønner:

Det er svært at finde hestebønner i de danske butikker, så hvis man kan lide hestebønner er det en oplagt idé at dyrke dem i haven, hvis du endnu ikke har prøvet dem, så smager de fantastisk. De er ikke svære at dyrke og tåler kulde meget bedre end almindelig bønner. De menes at stamme fra Sydvestasien og Sydeuropa. Der findes hestebønner hvor bønnerne bliver brune, lilla og lysegrønne ligesom blomsterfarven kan variere fra hvid til mørke-rosa, de fås også i forskellig højde, de højeste skal opbindes.
Vokseplads: Kan dyrkes på alle jordtyper, men fortrækker en dybmuldet, humusrig sand eller ler-blandet sandjord.
Gødningsbehov: De er kvælstoffikserende og behøver derfor ikke gødning.
Såning: Kan sås ude fra omkring 1. april. De kan også sås inde i marts og udplantes i april. Det er en god idé at så hestebønnerne tidligt, så de har nået at sætte blomster, før der er risiko for angreb af lus. De skal også sås dybt gerne 8-10 cm, sået i den dybde er de ikke så sårbare for tørke.
Pasning: Det er vigtigt at hestebønner ikke mangler vand, i sær i perioden fra begyndende bælgsætning til høst. De høje hestebønner skal opbindes til en pind, så de ikke vælter. Når planterne har blomstret, er det er det fordelagtigt at klippe topskuddet af, dels vil det mindske angreb af bladlus og dels kan man spise topskuddet. Topskuddet kan spises råt eller tilberedt.
Høst og opbevaring: Man kan spise de helt unge hestebønner med bælg, men når de bliver ældre er det kun bønnerne der spises, da skallen nu er sej. Der er også nogle, der fjerner den ydre skal på selve bønnerne, når bønnerne bliver større. Det synes jeg ikke er nødvendigt, da det kun er dejlig med lidt strukturforskel. Det yderste af bønnernes skal, må man tygge lidt på, mens det indre er dejligt cremet. Kan fryses og de fuldt modnede bønner kan også tørres.
Skadedyr: Hestebønner kan blive angrebet af sorte bladlus. Det bedste man kan gøre for at mindske problemet er at sørge for tidlig såning og klippe toppen af planterne efter planterne har sat blomster. Der findes også sorter der ikke er så modtagelig for angreb, der gælder f.eks. ‘Bobs Fava’.